Tidligt optag for SPS-studerende
Hvis du kan dokumentere, at du har en funktionsnedsættelse, har du mulighed for at få svar på din ansøgning om optagelse senest den 30. juni. Det er relevant for dig, der gerne vil ansøge om Specialpædagogisk Støtte (SPS).
Hvis du tildeles tidligt optag, hjælper SPS-vejledningen på ITU med at søge om SPS før studiestart. Selve SPS-støtten kan dog først sættes i gang, når du starter på dit studie. Bemærk, at tidligt optag ikke er ensbetydende med, at vi kan garantere, at du tildeles SPS. Her kan du læse mere om SPS.
Sådan søger du tidligt optag
- Upload dokumentation for din funktionsnedsættelse sammen med din ansøgning om optagelse på Optagelse.dk.
- Senest 1. maj udfylde dette ansøgningsskema.
- Senest 1. maj opfylde alle adgangskrav til uddannelsen.
- Søge uddannelsen på ITU som din 1. prioritet via optagelse.dk.
Vi kan tilbyde dig tidligt optag, hvis vi vurderer, at du vil opfylde adgangskvotienten i kvote 1, eller hvis du er blandt de prioriterede ansøgere i kvote 2. Du bliver kun tilbudt tidligt optag på den uddannelse, du har som førsteprioritet.
Vi sender dig tilbuddet senest 30. juni, og du skal acceptere tilbuddet inden 5. juli. Du kan ansøge om SPS så snart, du har accepteret tilbuddet om tidligt optag. Du kan dog først søge SU fra august.
For at vi kan behandle din ansøgning om tidligt optag, skal du være opmærksom på følgende frister:
- Kvote 2: Du skal have søgt om optagelse senest 15. marts kl. 12.
- Kvote 1: Du skal have søgt om optagelse senest 1. maj.
Du kan søge om tidligt optag fra 1. februar til 1. maj.
Vi vurderer din ansøgning ud fra den dokumentation, du vedlægger din ansøgning på optagelse.dk.