ITU-forskere hædres med international pris
AIS Impact Award går for første gang til danske forskere og anerkender ITU-forskning, der er toneangivende for etisk brug af blockchainteknologi.
blockchainetikpriser
Skrevet 16. december 2025 06:54 af Theis Duelund Jensen
Adjunkt Asger Balle Pedersen og forskningsassistent Signe Agerskov fra Digital Business Innovation-sektionen på IT-Universitetet i København har ved en prisoverrækkelse i Tennessee, USA, modtaget den prestigefyldte AIS Impact Award.
Prisen uddeles af Association for Information Systems (AIS) og blev indstiftet i 2020 for at fremhæve informationssystemforskning, der skaber forandring i samfundet.
Forskning med dokumenteret anvendels
Asger Balle Pedersen og Signe Agerskov modtager prisen for publikationen Ethical guidelines for blockchain systems, præsenteret ved European Conference of Information Systems (ECIS) i 2023.
Forskernes retningslinjer har fundet anvendelse i en række europæiske initiativer. Blandt andet har EU-Kommissionens ekspertgruppe for blockchainetik taget retningslinjerne til sig, og de indgår som ramme for ansvarlig innovation i SEEBLOCKS-projektet.
Retningslinjerne bruges desuden til at afstemme governance-principper på tværs af jurisdiktioner i EBSI-VECTOR, fungerer som benchmark i European Blockchain Regulatory Sandbox og er gjort obligatoriske i European Blockchain Partnership.
Dokumenteret sammenhæng mellem forskning og anvendelse
AIS Impact Award tildeles ud fra tre kriterier: solid forankring i informationssystemforskning, dokumenterede sammenhænge mellem forskning og dens anvendelse samt dybde og bredde af denne betydning. I dette tilfælde er prisen primært kategoriseret som regulatorisk anvendelse, men arbejdet rækker også ind i teknologiske, organisatoriske, økonomiske og samfundsmæssige dimensioner.
Modtagerne er udvalgt af en international komité med repræsentanter fra blandt andet University of Cambridge, Amazon Web Services, Google og Nanyang Technological University.
“Jeg er både fagligt og personligt stolt over Asger og Signes præstation. Prisen er et stærkt vidnesbyrd om, at grundig, ansvarlig og samfundsorienteret forskning kan skabe reel forandring – også tidligt i en forskerkarriere,” siger sektionsleder Louise Harder Fischer.
”At AIS Impact Award for første gang tildeles danske forskere, understreger den internationale anerkendelse af deres arbejde.”
Theis Duelund Jensen, Presseansvarlig, telefon +45 2555 0447, email thej@itu.dk